Ondskab
Den er svær at definere, og alligevel genkender vi den, når vi møder den – ondskaben. Den kan have mange former og udtryk. Ofte har vores underbevidst fortalt os om den, længe før den bliver tydelig for os. Og sådan er det ofte også med onskaben i litteraturen.
Og hvordan forholder vi os ondskab, når vi ser eller mærker den? Det er der også forfattere, der har beskæftiget sig med.
Ondskab, tænker jeg, er ikke en del af det at være menneske. Og det er det ikke, fordi den i sin essens ikke ser andre, mennesker eller dyr, som levende væsener, men som objekter. Det er dér den har mulighed for at vise sit rædselsfulde ansigt.
Overfor mørket er lyset. Overfor ondskaben er kærligheden, ømheden, omsorgen og venligheden. Også dét har mange former. Og ligesom solsikkerne, der altid vender sig mod lyset, er vi mennesker heldigvis også i stand til at vende os væk fra mørket. Det er ikke altid nemt, men det er muligt.
Bøger, der handler om ondskab:
- “Det smelter” af Lize Spit
- “Kata” af Steinar Bragi
- “Manon og kilden” af Marcel Pagnol
- “Vejen” af Cormac McCarthy
- “Her fra min himmel” af Alice Sebold
- “Mænd der hader kvinder” af Stieg Larsson
Bøger, der handler om, hvordan man kan forholde sig til det onde:
- “Bogtyven” af Markus Zusak
- “Oplyst” af Tara Westover
- “Anne Franks dagbog” af Anne Frank
- “Samtykket” af Vanessa Springora
- “Forrest Gump” af Winston Groom
Billede af PublicDomainPictures fra Pixabay