Ondskabens rædselsfulde ansigt … [Lize Spit – “Det smelter”]

Ondskab ...
Den er svær at definere, og alligevel genkender vi den som regel, når vi møder den.
Den kan have mange former og udtryk. Ofte har vores underbevidst fortalt os om den, advaret os, længe før den bliver tydelig for os.
Og sådan er det ofte også med onskaben i litteraturen.

Ondskab er, tænker jeg, – når vi ser bort fra regimer, ideologier og skæbnen – ikke en naturlig del af det at være menneske.
Dét kan selvfølgelig diskuteres, måske fordi vi kender den så godt… Men det mener jeg ikke den er, fordi den, uanset omstændighederne, i sin essens ikke ser andre, mennesker (eller dyr), som levende væsener – men som objekter.
Med andre ord – fraværet af empati. Det er dér, den har mulighed for at vise sit rædselsfulde ansigt.

Der er få bøger der, efter at jeg har læst dem, ikke får varig plads i min reol.
Lize Spits roman “Det smelter” er en af dem.
Det er ikke fordi, at romanen ikke er god – den er både velskrevet og vellykket.
Men dét der foregår i den, er mange steder så rystende – og ondsindet -, at jeg tænkte, at jeg ikke kunne rumme den mere, efter at den sidste side var læst.

“Det smelter” er pigen og kvinden Evas historie. Den handler om opvækst i en dysfunktionel, alkoholiseret familie, om venskab, svigt – og ondskab.
Det er en på en gang barsk, grum, stille og intens fortælling, der griber en, og holder en fast til sidste sætning.

“Bog på recept” – det er egentlig ikke en bog, jeg vil “give på recept”, men mere som en anbefaling, hvis du vil have indsigt i dens temaer, og her altså også ondskabens væsen.

Kh. Ulla

#bøgerduvildelemedandre #læslæslæs #læsbøger #godebøger #litteratur #læseglæde #rosinante #Detsmelter #bogterapi #bøgerpårecept #læseanbeaflinger #bogpårecept #ullareol #romaner #læseoplevelser